Min menneskefamilie havde besluttet at holde
efterårsferie i Tyskland og at jeg skulle have lov at komme
med. For mig er ferie noget med at bo i telt og gå ture i
skoven, men sådan var denne tur slet ikke.
Vi startede men at skulle med færgen til
Tyskland, og allerede her måtte jeg blive lidt vred, for der
er ingen der skal tale med min far uden også at tale med
mig, og det gjorde billetmanden. Derefter kørte vi rigtig
langt, det har jeg ikke noget imod for jeg kan godt lide mit
bur og de er rigtig søde til at give mig mulighed for at
komme ud.
Da det begyndte at blive mørkt holdt vi ved
en flod, hvor min far gik tur med mig. Tænk jeg måtte ikke
få lov at bade i Weser. Senere gik vi alle tur i byen og der
oplevede jeg noget meget mærkeligt, bedst som vi gik, sad
der en lille hund og kikkede på mig. Jeg blev vred og gøede,
men den svarede ikke igen, den var nemlig af keramik.
Om natten sov vi på et værelse som jeg jo
lige skulle lære at kende inden jeg kunne sove. Jeg regnede
nu med at jeg viste hvad denne ferie gik ud på, men næste
dag kørte vi igen langt. Jeg blev også bedt om at gå med på
byture. Jeg synes at byerne var mærkelige, og mange
mennesker kom med søde bemærkninger om mig. Jeg var så
benovet at jeg glemte at blive vred på andre hunde. Næste
nat skulle jeg sove på et nyt værelse, det kan man faktisk
godt vende sig til.
En dag kørte vi ud til nogle mennesker min
far kendte. Der blev jeg rigtig forkælet, manden i huset var
nemlig tidligere hundefører hos tysk politi og da han ikke
selv havde hund mere forkælede han mig. Jeg måtte dog også
vise hvor dygtig jeg er.
En anden stor udfordring for mig var alle de
trapper der var rundt omkring. Jeg har ikke noget mod
trapper, men hvis der er hul gennem trapperne eller hvis der
er for mange af den, har jeg ikke meget lyst til dem. Jeg
kunne dog ikke få lov at slippe.
Jeg oplevede rigtig mange ting i løbet af
den uge hvor vi holdt ferie. Jeg synes det var en fin ferie,
men jeg kan nu bedre lide teltferie hvor jeg har mere frihed
og ikke hele tiden skal køre bil. Det bedste var at komme
hjem til alle sine bolde og at komme på træningspladsen
igen.
Ciff
